D. 29. november 2008 blev jeg opsagt fra mit job hos kursusvirksomheden Softworld. Lige i situationen var det uventet, men jeg havde set mange af de tegn, som sammenlagt måtte føre til den konklusion, så da jeg gik ud fra det korte møde, hvor jeg havde fået beskeden, følte jeg mig først og fremmest lettet og afklaret …
For firmaets vedkommende var min stilling blevet mere og mere ulogisk i de seneste måneder. Jeg bor i Jylland, men har de fleste arbejdsdage i København, hvilket selvsagt koster mange ekstra timer og kroner for både firmaet og mig. Desuden var der kort før jeg blev opsagt ansat en tredje produktchef og det var næppe hensigtsmæssigt i længden at vi var tre personer, som løbende skulle koordinere, før der kunne træffes effektive beslutninger.
For mit vedkommende var arbejdsugerne blevet længere og længere i de seneste måneder og efterhånden var jeg oppe på 70-80 timer om ugen. Når der kom transporttid oveni og jeg desuden skulle prioritere mit HD-studie i Århus hver mandag og onsdag aften, var det vanskeligt at kombinere med et familieliv og andre vigtige ting, som ikke vedrører arbejdet.
Mit job havde således udviklet sig til en lose-lose-situation og det er jo så populært at lede efter win-win-situationer. Min opsigelse var et fint eksempel på sådan en.
Jeg har glædet mig over, at opsigelsen ikke er baseret på en faglig eller personlig kritik. Tværtimod var meldingen, at der gennem hele min ansættelse har været stor tilfredshed med min indsats, både fagligt og personligt. Årsagen til opsigelsen var således rent økonomisk / strukturelt baseret.
Nu er det så tid til at finde et nyt arbejde og heldigvis har det ikke været svært. Allerede samme aften hvor jeg havde fået opsigelsen, kom de første henvendelser og nu hvor der er gået tre uger, står jeg med flere gode alternativer og skal således blot vælge fra – det føles som et stort privilegium.
Perioden som opsagt har været lærerig og har været en fin anledning til at se på verden gennem andre briller. Dels har det selvsagt ændret mine arbejdsmæssige prioriteringer, så overarbejdet er skåret væk og igangværende projekter er enten afsluttet eller overdraget. Dels har det ændret min optik i forhold til virksomheden og tilsyneladende også virksomhedens optik i forhold til mig.
Mit syn på virksomheden er naturligvis præget af, at jeg er på vej væk. Jeg kan heldigvis sige flere positive end negative ting om virksomheden, men det kan dog ikke undgås, at jeg også oplever problemer og uhensigtsmæssigheder med en anden vægt end hidtil. Jeg vil naturligvis ikke gå i detaljer med dette, for det overordnede billede af virksomheden er stadig positivt og jeg vil gerne holde muligheden åben for et fremtidigt samarbejde. På den store plus-side tæller kollegerne. De fortjener stor ros.
I virksomhedens syn på mig, dukker der tilsyneladende en usikkerhed op på baggrund af den nye situation. Alle udmeldinger fra mig bliver fortolket anderledes end hidtil og jeg har flere gange oplevet, at oplysninger, som i min optik er alment kendte og/eller faktuelle og/eller harmløse bliver opfattet helt anderledes af topledelsen. Det har været en underlig oplevelse. Jeg har talt med andre mennesker, som har prøvet en opsigelses-periode og flere fortæller mig om oplevelser, hvor ledelsen fra den ene dag til den anden begynder at lede efter fejl og tegn på illoyalitet – og at de i nogle tilfælde tager den store lup frem, så ubetydelige detaljer pludselig fremstår store. Enkelte har fortalt om grelle tilfælde, hvor ledelsen tilsyneladende har ledt efter grunde til at effektuere en bortvisning og dermed spare løn i opsigelsesperioden.
Jeg skal naturligvis ikke gøre andres oplevelser til mine og sammenlignet med de mange skræk-historier, jeg har hørt fra venner og bekendte, må jeg konkludere, at jeg er blevet godt behandlet – og at jeg naturligvis gør hvad jeg kan for at behandle firmaet tilsvarende godt og loyalt.
Det vanskeligste er i virkeligheden at gribe tingene hensigtsmæssigt an i forhold til kolleger, samarbejdspartnere og kunder. Det burde jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er opsagt – men jeg har ofte på fornemmelsen, at videregivelse af denne info kan blive opfattet som illoyal – så jeg undlader så skrive det i mails og undlader så vidt muligt at nævne det i tale. Risikoen for tolkninger og misforståelser er for stor …
I denne blog er det forhåbentlig tilladt at skrive det. Jeg synes i hvert fald, at det er presserende for mig at give beskeden på en sober og ordentlig måde. Forhåbentlig er det lykkedes her.